I løbet af den sidste uge har vi oplevet en markant stigning i antallet af DNSSEC-signerede .dk-domænenavne – 100.000 har fået DNSSEC-signeret deres .dk-domæner siden mandag d. 20. september. Det betyder, at 30 % af alle .dk domænenavne nu er beskyttet.
Stigningen er et resultat af vores seneste systemopdatering, som gik live d. 20. september. Det har blandt andet givet både forhandlere og navneserveransvarlige bedre muligheder for at aktivere DNSSEC-nøgler på de .dk domænenavne, som de administrerer.
DNSSEC (Domain Name System Security Extensions) er en sikkerhedsservice, som du kan få på dit domænenavn. Ved at vælge DNSSEC på dit domænenavn, kan du være sikker på, at den rigtige side bliver vist, når der bliver linket direkte til din hjemmeside, og når den direkte URL bliver brugt. Det sikrer dig, din virksomhed og beskytter de besøgende.
Læs mere om sikkerhedsservicen DNSSEC her, og følg statistikken for registrerede .dk domæner her.
Systemopdateringen har også gjort det muligt at lade en forhandler varetage administrationen af dit .dk domænenavn. Det betyder b.la. at forhandleren kan betale periodegebyr, skifte navneservere, redigere kontaktoplysninger og opsige domænenavne på dine vegne hos DK Hostmaster.
Du kan læse mere om de forskellige muligheder som systemopdateringen har medført, for alle med et .dk domænenavn her.
