Aktiv indsats får flere danske kommuner til at bruge DNSSEC

En aktiv opfordring fra GratisDNS har fået markant flere kommuner til at bruge sikkerhedsudvidelsen DNSSEC på deres domænenavne.

DNSSEC er en sikkerhedsudvidelse til DNS, som gør, at vejen til et domænenavn ikke kan omdirigeres af hackere. DNSSEC kan dermed give garanti for, at man som besøgende er på den rigtige hjemmeside og ikke en kopi, som for eksempel har til formål at skaffe adgang til private oplysninger. Men selvom det har været muligt at bruge DNSSEC på .dk-domænenavne siden 2010, havde ingen danske kommuner DNSSEC på deres domænenavne for få år siden.

I dag har ni kommuner aktiveret DNSSEC på deres domænenavne, og det betyder, at de danske kommuner nu har en pæn placering i forhold til de andre nordiske lande, når det gælder DNSSEC-signering.

Årsagen skal primært findes hos udbyderen GratisDNS, der i foråret 2017 har gjort en ihærdig indsats for at få de kommuner, de har som kunder, til at bruge DNSSEC. En af dem er Helsingør Kommune, hvor webmaster Nicolai Horn Pedersen i maj blev kontaktet af GratisDNS, der opfordrede dem til at få DNSSEC på deres domænenavne.

”Jeg havde hørt lidt om DNSSEC inden da, men efter GratisDNS kontaktede mig, var jeg ikke i tvivl. Sikkerhed er jo et tema, der er meget oppe i tiden, og for os som kommune er det selvfølgeligt vigtigt, at vores borgere kan være sikre på, at de er på den rigtige hjemmeside,” siger Nicolai Horn Pedersen fra Helsingør Kommune.

Bornholms Regionskommune først til at bruge DNSSEC

Men faktisk startede det hele for to år tilbage, da GratisDNS kontaktede Bornholms Regionskommune og opfordrede dem til at blive den første danske kommune til at DNSSEC-signere deres domænenavne.

”Vi var blevet opmærksomme på en hjemmeside, der viste, hvor mange kommuner i de forskellige nordiske lande, der brugte DNSSEC. I Danmark var der ingen, og det synes vi, kunne være sjovt at lave om på, ” fortæller Kristian Ørmen fra GratisDNS.

Opfordringen om at implementere DNSSEC blev taget godt imod hos it-tekniker Henrik Schmidt fra Bornholms Regionskommune.

”Da GratisDNS skrev til mig, kunne jeg sagtens se fornuften i DNSSEC. Allerede samme dag satte jeg DNSSEC op på kommunens primære domænenavne – og i øvrigt også på tre af mine private domænenavne,” fortæller Henrik Schmidt.

Nemt at få DNSSEC på domænenavne

Bornholms Regionskommune skulle dengang selv aktivere DNSSEC på DK Hostmasters selvbetjening, men i dag er den procedure ændret, så udbyderen alene kan sætte DNSSEC op.

”Det var nemt dengang, vi satte det op, og nu er det endda endnu nemmere, så jeg kan kun anbefale andre kommuner at bruge DNSSEC. Det handler jo om sikkerhed, og det er kun blevet vigtigere, siden vi fik DNSSEC på vores domænenavne,” siger Henrik Schmidt.

I foråret 2017 har GratisDNS kontaktet resten af de kommuner, de har som kunder med en forespørgsel om, hvorvidt de må installere DNSSEC på deres domænenavne.

”De fleste kommuner har været interesserede, særligt da vi forklarede, at de ikke skulle gøre noget selv, og at DNSSEC ville øge sikkerheden på deres domænenavne,” siger Kristian Ørmen fra GratisDNS.

Syv af de ni kommuner, hvis domænenavne er signeret med DNSSEC, er kunder hos GratisDNS, og det er dermed lykkedes GratisDNS at få 50 procent af deres kommuner til at bruge DNSSEC. Og virksomhedens aktive indsats for at fremme sikkerheden på kommunernes domænenavne er blevet positivt bemærket. Webmaster i Helsingør Kommune, Nicolai Horn, siger:  

”Det er utroligt rart, at blive kontaktet af konsulenter, som er eksperter på området. GratisDNS har ydet en super god service. Vi er glade for, at de opfordrede os til at bruge DNSSEC og endda tilbød at sætte det op for os”.

DNSSEC i de nordiske landes kommuner

Antal kommuner der bruger DNSSEC:

Sverige: 188 ud af 290

Danmark: 9 ud af 98

Norge: 3 ud af 428

Finland: 3 ud af 319

Kilde: DK Hostmaster og www.kommunermeddnssec.se

Hvad er DNSSEC

DNSSEC er en sikkerhedsudvidelse til DNS, som sikrer, at vejen til et domænenavn ikke kan omdirigeres af hackere. Dermed er DNSSEC en garanti for, at man som besøgende er på den rigtige hjemmeside og ikke en kopi, som for eksempel har til formål at skaffe adgang til private oplysninger.

 

DNSSEC

Copyright 2016 All Rights Reserved.