Kriminalitetsbekæmpelse på internettet er en sej kamp uden slutdato

Af Jakob Bring Truelsen, adm. direktør i DK Hostmaster

Dette debatindlæg er oprindeligt bragt i Jyllands-Posten

Som dreng var jeg meget optaget af en bod med et krokodillespil i Tivoli. På skift stak krokodillerne hovedet ud af forskellige huller i en boks, og det gjaldt så om at få dem alle tilbage i deres hule ved at slå dem i hovedet med en hammer. Nu er jeg direktør i DK Hostmaster, som administrerer .dk-domænet, og her er det ikke krokodiller men kriminelle, vi slår hårdt ned på.

Der er mere end 1,3 mio. domænenavne, der ender på .dk, og vi er stolte af, at det er en af de mest sikre zoner på nettet. At sørge for, at det også er sådan fremover, er en af vores vigtigste opgaver. For lykkes det de kriminelle at få mere plads, kan det få store konsekvenser for både dansk erhvervsliv og for den debat, oplysning og informationsudveksling, der foregår online, og som er en vigtig grundsten i et moderne demokrati.

Desværre kan vi se, at det går den forkerte vej. Kriminaliteten på internettet stiger, og det gælder også for .dk. I 2016 overdrog vi således 700 .dk-domænenavne til politiet til beslaglæggelse. I 2017 forventer vi, at det tal stiger.

For at mindske kriminaliteten på den danske del af internettet indfører vi derfor inden årsskiftet en styrket identitetskontrol af dem, der ønsker brugsretten til et .dk-domænenavn. For når vi kender identiteten på personen bag et domænenavn, ved vi, at kriminaliteten falder.

Mere konkret indfører vi obligatorisk identitetskontrol med NemID for danskere. For udlændinge laver vi en risikobaseret kontrol, hvor vi stiller ekstra identifikationskrav, når det er nødvendigt.

Men at bekæmpe kriminalitet på nettet minder mig om mine kampe mod krokodillerne i Tivoli. For var man god til krokodillebekæmpelse, blev sværhedsgraden øget: På den måde var der altid en ny krokodille i sigte, og derfor var det en kamp, der aldrig stoppede.

På samme måde er det med de cyberkriminelle. Når man har fået ram på dem et sted, går der ofte ikke længe, før de finder en anden måde at udøve deres lyssky aktiviteter på.

I dag er det mest sager om falske webshops, der udfordrer sikkerheden på den danske del af internettet. Butikkerne sælger billige kopier af Nike-sko og Ray-Ban-solbriller og sågar ulovlig medicin – eller de tilbyder attraktive mærkevarer, der aldrig kommer frem.

For nogle år siden var billedet anderledes: Dengang var det primære problem typosquatting, hvor personer registrerede et domænenavn, der mindede meget om en anden hjemmesideadresse såsom eksempelvis b0rger.dk eller danskbank.dk.

Bagmændene udnyttede, at almindelige mennesker ofte laver stave- eller slåfejl, når de skriver en webadresse, og de brugte trafikken på hjemmesiderne til at tjene penge på annoncer eller til kriminelle aktiviteter såsom til at stjæle folks loginoplysninger.

For at komme typosquatting til livs skærpede vi i 2010 reglerne, så vi hurtigt kunne suspendere eller slette ”typosquattede” domænenavne. Det virkede, og i årene efter faldt antallet af typosquatting-sager dramatisk fra omkring 900 sager i 2009 til cirka 200 sager i 2011. I dag har vi under 100 sager om typosquatting om året.

På samme måde forventer vi, at en styrket identitetskontrol vil formindske antallet af falske webshops i .dk-zonen. Det er et nødvendigt tiltag, som rammer de kriminelle, men som stadig ikke ændrer på, at den danske zone på internettet er åben for alle os andre. For vi er meget opmærksomme på at bevare det frie og åbne internet.

I Tivoli er krokodillespillet i dag skiftet ud med et muldvarpespil. Uanset hvilken ham, de kriminelle iklæder sig, og hvor de stikker hovedet frem, skal vi nok slå ned på dem fremover også. At sikre, at .dk forbliver et trygt sted at færdes, er ikke en opgave, der ser ud til at kunne sættes en slutdato på.

OBS: Siden debatindlægget blev offentliggjort, har vi ved en ekstra gennemgang af tallene fundet ud af, at det korrekte antal overdragelser af domænenavne til politiet til beslaglæggelse i 2016 er 700 og ikke 1100, som der står i debatindlægget i Jyllands-Posten. I 2017 har vi fra årets start og til og med oktober overdraget 918 domænenavne til politiet til beslaglæggelse. Vi beklager fejlen.

Jakob Bring Truelsen

Copyright 2016 All Rights Reserved.