Sammen mod it-kriminalitet

DK Hostmaster er gået ind i et samarbejde med myndigheder og private internetvirksomheder i kampen mod økonomisk it-kriminalitet.

Det første spadestik blev taget torsdag den 7. April 2016, hvor 36 større organisationer mødtes for at diskutere, hvordan man sammen kan knække kurven for kriminalitet, begået på danske hjemmesider. Der blev fundet frem til en række initiativer, herunder øget samarbejde, vidensdeling og effektive processer, som der nu skal arbejdes videre med.

Bredt samarbejde

Samlet til workshoppen var vidt forskellige organisationer lige fra Politi, Erhvervsstyrelsen, Center for Cybersikkerhed, Forbrugerombudsmanden, DI, Dansk Erhverv, Forbrugerrådet og E-mærket og over til private virksomheder såsom Dansk Bank, DBA, Just Eat og TDC. 

Den brede repræsentation af spillere i samfundet skal sikre, at kampen mod økonomisk it-kriminalitet bliver bredt forankret og bekæmpes fra alle sider. Det skal være mere sikkert at bruge internettet.

Beskyttelse af .dk domænet

Et initiativ, som DK Hostmaster allerede har taget, er at gennemføre skærpet validering af .dk-kunder. Det er blevet langt mere besværligt at registrere .dk domænenavne, hvis man ønsker at snyde og ikke vil opgive sit rigtige navn.

Valideringen skal mindske it-kriminalitet og sikre, at danskerne fortsat kan have tillid til hjemmesider, der har .dk-adresser.

Det næste der skal ske i samarbejdet er, at DK Hostmaster vil gå videre med arbejdet med initiativer om netværk, digital identifikation og it-løsninger.

Copyright 2016 All Rights Reserved.