IPv6 for begyndere

På dette kursus kan du lære at bruge den seneste version af IP-protokollen, IP-version 6 - også kaldet IPv6. Protokollen er cirka 25 år gammel, så det er ved at være på tide at få det aktiveret på sine servere og netværk!
Vi starter dagen med lidt grundlæggende historie og baggrund om IP-protokollen. Herefter tager vi hul på IPv6 og de mange forskelle og ligheder i forhold til IPv4.
I løbet af kurset vil vi komme ind på IPv6-adresseformatet, IP-headeren og pakkernes opbygning, routingtabeller, stateful (DHCP) og stateless (SLAAC) adressering. Vi kommer også til at kigge på netværkstrafikken live med tcpdump.
Derudover vil du også stifte bekendtskab med multicast og NDP som begge er essentielle for al IPv6 kommunikation. Vi berører også kort DNS omkring IPv6, dvs. PTR records og AAAA records.
Endelig kommer vi ind på fejlsøgning af IPv6 netværk, inklusive problemstillinger ved dual-stack konfigurationer (systemer med både v4 og v6 konfigureret samtidig).
Underviser
Thomas Steen Rasmussen arbejder som rådgiver og systemarkitekt for Zibra Group, og som selvstændig med enkeltmandsvirksomheden tyktech. Thomas har en bred viden indenfor netværk, sikkerhed, udvikling, systemdesign og systemadministration. Derudover beskæftiger han sig med DNS tjenesten censurfridns, arrangerer BornHack og lignende internetaktivistiske projekter.
Program
Kurset foregår online/remote.
09:00-09:15 Velkomst og opfølgning på SSH adgang.
Der vil være øvelser i løbet af dagen. Øvelserne foregår på en virtuel
server på internettet som tilgås via SSH. Derfor bedes du installere
PuTTY hvis du bruger Windows. Det kan downloades ved at følge linket
øverst på https://putty.org/ Mac og Linux brugere har allerede en SSH
klient så I behøver ikke installere noget.
09:15-10:30 IP protokollen, historie og baggrund.
Vi tager en opfrisker på grundlæggende TCP/IP, historien, hvorfor IPv6 og får "the basics" på plads.
10:30-10:45 PAUSE
10:45-12:15 IPv6 - Forskelle fra IPv4
Vi gennemgår hvordan IPv6 virker, forskelle fra IPv4, hører om NDP, SLAAC og mange andre IPv6 specifikke termer og begreber, med øvelser
undervejs.
12:15-13:15 PAUSE
13:15-14:45 Dybere ned i IPv6
Vi leger med routing imellem kursisternes virtuelle maskiner og bygger "vores eget" lille IPv6 internet. Fejlsøgning med tcpdump, studering af routing tabeller mv.
14:45-15:00 PAUSE
15:00-16:00 Fejlsøgning af IPv6
Dagen er ved at være slut. Vi kigger på gængse fejl scenarier og diskuterer tips og tricks til fejlsøgning når tingene ikke virker.
Målgruppe
Dette kursus henvender sig til netværks- og systemadministratorer, som ønsker at drive IPv6 servere eller netværk. Niveauet er for let øvede og øvede og forudsætter grundlæggende netværks færdigheder og viden om TCP/IP. Hvis du ved hvad en IP (v4) adresse og en TCP port er, så er det en rigtig god start. Hvis du kender forskellen på en switch og en router er det endnu bedre. Opgaver undervejs foregår på Unix (FreeBSD) men principperne kan bruges på alle operativ systemer. Kurset foregår på dansk.
Praktisk information
Dato: 19. november 2020
Tid: Kl. 9-16
Adresse: Remote (link sendes på mail dagen før)
Pris: Gratis
Sprog: Dansk
Tilmelding
Send en e-mail til tilmelding@dk-hostmaster.dk med kursustitlen, dit navn og evt. firmanavn.