Teamsmøde

Sikker e-handel

Selvom langt de fleste køb på internettet går godt, bliver tusindvis af danskere hvert år snydt på falske webshops. Vi har samlet en række gode råd fra e-mærket, Forbrugerrådet Tænk og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til sikker e-handel.

FØR DU HANDLER

Se på webshoppen med kritiske øjne

Se efter om hjemmesiden virker pålidelig. Stavefejl, meget lave priser eller skæve priser såsom 376,43 kroner kan være tegn på, at det er en fupside.

På vores hjemmeside kan du lave en whois-søgning over alle .dk-domænenavne, hvor du kan se, hvem der står bag hjemmesiden.

Tjek desuden netbutikkens kontaktoplysninger. Der skal både stå virksomhedens navn, virksomhedens fysiske adresse, e-mailadresse og telefonnummer.

Tjek webadressen (url)

Hvis du bruger en søgemaskine som for eksempel Google til at finde en bestemt webbutik, skal du holde øje med webadressen. It-svindlere kan nemlig hacke seriøse netbutikker, så du omdirigeres og havner i en falsk webshop. I webadressen vil du dog ofte kunne se, om du er havnet i en fupbutik. 

Gå efter e-mærket

Når du handler på en e-mærket hjemmeside, kan du være sikker på, at webshoppen lever op til dansk lov og kontrolleres af e-mærkets jurister. E-mærket kan også hjælpe dig, hvis du oplever problemer med dit køb.

Det er også en rigtig god idé at installere e-mærkets plug-in til Chrome – Sikker shopping. Læs mere og hent den her.

Find ud af hvad andre siger om webshoppen

Lav en google-søgning eller brug forbrugeranmeldelsessider som for eksempel Trustpilot til at undersøge den webshop, du vil handle hos.

Du kan også tjekke, om webshoppen er på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen oversigt over virksomheder, som ikke har efterlevet en afgørelse fra Forbrugerklagenævnet. Se oversigten her

Vær opmærksom når du handler med privatpersoner

Hvis du køber brugte varer på nettet af en privatperson, er du ikke beskyttet af de samme regler, som hvis du handler på en webshop. For eksempel har du ikke fortrydelsesret, medmindre du aftaler det med sælger. Betal derfor ikke for varen, før du har set den, og bed sælger om den originale kvittering.

 

UNDER KØBET

Pas på dine personlige oplysninger

Pin-koden til dit betalingskort er strengt personligt, og den må du aldrig dele med andre. Dit kortnummer, udløbsdato og kontrolcifre skal du kun oplyse, når du er ved at gennemføre en handel. Videregiv desuden aldrig dine kortoplysninger via e-mail, i telefonen eller på sociale medier.

Vær desuden særlig kritisk, hvis en sælger eller webshop beder om oplysninger, de ikke umiddelbart har behov for som for eksempel CPR-nummer.

Læs handels- og leveringsbetingelserne

Du skal vide, hvad betingelserne er for dit køb. Derfor skal du læse salgs- og leveringsbetingelserne, inden du trykker ”køb”. Læg især mærke til fortrydelsesret, og om du binder dig til et abonnement.

Betal med kort

Betaler du med kreditkort, kan du gøre brug af indsigelsesordningen, hvis varen aldrig dukker op, eller hvis sælger hæver for meget på din konto. Banken kan i de tilfælde tilbageføre pengene til din konto.

Betal aldrig via en bankoverførsel.

Tjek om der er sikker betaling på siden

Undersøg om forbindelsen på betalingssiden er sikker, før du betaler. Det gør du ved at se efter en grøn hængelås eller om der står ”https” i din browser. Det er din sikkerhed for, at betalingsoplysningerne ikke kan læses af andre.

 

EFTER KØBET

Gem din ordrebekræftelse

Kvitteringen eller ordrebekræftelsen er dit bevis for, at du har foretaget et køb, og den skal du gemme. Så har du den, hvis varen ikke dukker op, eller hvis den ikke lever op til dine forventninger.

Tjek din bankkonto

Tjek altid om beløbet på kvitteringen stemmer overens med det, der er hævet fra din konto. Hvis der er posteringer, du ikke forstår, skal du kontakte dit pengeinstitut.

Kend dine rettigheder

I Danmark har du en række rettigheder, når du handler på nettet. For eksempel har du almindeligvis 14 dages fuld returret, når du handler i danske netbutikker. Læs mere her.

Søg hjælp

Hvis skaden er sket, og du vil klage over en vare eller en tjenesteydelse fra en online erhvervsdrivende, kan du både henvende dig til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller E-mærket, som begge har en gratis hotline.

Du kan henvende dig til Forbruger Europa, hvis der opstår uenighed mellem dig og en erhvervsdrivende i et andet EU-land. Forbrugerklagenævnet behandler klager i forbindelse med e-handel, så her kan du også henvende dig.